Gitte Nielsen om Stallones søn: Han var genert
Det var en knust Sylvester Stallone, der i fredags modtog den triste nyhed om, at hans ældste søn, Sage Stallone, var fundet død i sit hjem af en overdosis piller.
Også skuespillerens ekskone, danske Gitte Nielsen, er dybt påvirket af 36-årige Sages Stallones død. Hun var gift med actionstjernen i 1980'erne og påtog sig i et par år rollen som drengens papmor.
- Jeg kendte Sage, fra han kun var 9-10 år gammel. Han var en meget sød og genert dreng, skriver Gitte Nielsen i en mail til Ekstra Bladet.
Skuespilleren og modellen har selv fire drenge, og hun er ikke i tvivl om, at det værst tænkelige må være at miste et barn.
- Jeg ved, at Sylvester og Sages mor, Sasha, er knuste og i chok. Mit hjerte og mine tanker går ud til alle i Stallone-familien, skriver Gitte Nielsen til Ekstra Bladet.