Grinet er tilbage: Premiere på Pejseshow 2020
Det skal være sjovt. Det skal være trygt. Og det skal være revy. Tre ting, der ikke har været nemme at få til at falde i hak under corona-krisen. Men i midtjyske Brædstrup, på Pejsegården, er man nu klar. Det er en realitet, at Pejseshowet 2020 bliver en realitet - med premiere den 4. september.
Det sjove sørger årets stærke hold for: Mikkel Schrøder er i spidsen, skarpt efterfulgt af Christine Astrid, Julie Steincke og Gordon Kennedy. Og det revymæssige burde også være på plads med instruktøren Carsten Friis, som senest har iscenesat "American Idiot", "Ghost" og "Rottefælden Revyen".
Mikkel Schrøder, der udover at være skuespiller også er producent på showet, fortæller:
Tørster efter et godt grin
- Hele holdet er toptunet. Vi glæder os vanvittigt til at lave en sjov, underholdende og musikalsk revy. Folk tørster efter god underholdning og et godt grin, og vi tager alle sammen opgaven meget alvorlig, når vi nu som en af de eneste revyer spiller i år. Det er så vigtigt at få gang i kulturen igen – og det er så vigtigt at få grinet tilbage på læberne.
Og så er der det med trygheden og sikkerheden: Hotel Pejsegården er heldigvis et sted med masser af plads og god afstand. Så alle forholdsregler er taget.
Pejseshowet 2020 spiller fra den 4. september til den 14. november – hver fredag og lørdag.