Helle Fagralid: - Jeg har skrevet meget dagbog
I løbet af det seneste års tid er Helle Fagralid blevet forelsket, gift og fået tre børn med i pakken ud over den ene søn, hun selv har. Men da 36-årige Helle Fagralid har arbejdet meget med sig selv, har det turbulente år ikke været det store problem.
- Det er enormt nemt at lade sig forme. Og det tager tid at finde ud af, hvad man egentlig er for én. Det kræver, at man vender blikket indad og søger sine egne værdier - uafhængigt af, hvad andre mener. Jeg synes, jeg har en ret god fornemmelse af, hvad jeg selv vil og kan. Efterhånden. Men det har taget tid. Det har ikke været sådan en bevidst søgen, hvor jeg har gået på kurser og så videre, men jeg har altid søgt inspiration i andre mennesker - særligt mennesker med en stærk kerne, forklarer Helle Fagralid i et stort interview med FEMINA.
Psykolog og dagbog hjalp
Skuespillerinden, der netop har været aktuel i "Forbrydelsen", forklarer, at redskabet bl.a. har været en dagbog, og at det har handlet meget om at turde stå ved sig selv - både for det man er og ikke er.
- Det er ikke noget, der bare er kommet naturligt til mig, jeg har helt klart måttet arbejde med det. Jeg har blandt andet skrevet rigtig meget dagbog - det er også en måde at blive klog på sig selv på. Og så har jeg gået hos en psykolog. Ikke for at arbejde med et specifikt tema, men mere sådan bredt. For at slutte fred med mig selv, siger Helle Fagralid.
Hun bor i dag i Hellerup med Ole Bornedal og deres fire sammenbragte børn og er i de næste måneder aktuel i "Madame Bovary" på Det Kongelige Teater.