Husker du hittet? Denne sang inspirerede Martin Brygmann til Vi skal ud i det blå
“Vi skal ud i det blå kun med klipklapper på, lad os danse til rytmisk musik. Åbne en bajer og sludre med Sejer, som arbejder med kosmetik.”
Den tekst kan de fleste nok huske at have skrålet med på ind i hårbørsten eller til Det Brune Punktum-koncert i slutningen af 1990’erne.
Men vidste du, at Martin Brygmann fik inspiration til melodien fra megahittet “Star People” af George Michael? Det fortæller sanger og skuespiller, Martin Brygmann, i et interview med Radio4, som du kan lytte til her.
– Jeg hørte den i min bilradio på vej til Bellevue Teatret. Jeg var på vej til prøve på vores første forestilling. Jeg hørte “Star People”, den var lige kommet som single, og jeg tænker: Wow et fedt nummer. Sådan et vil jeg også lave, fortæller han i interviewet, som du kan lytte til her.
Multikunstneren detekterede, hvilke to akkorder George Michael spillede i singlens start, satte sig på 18. stolerække i teatret og alt imens makkerne fra Det Brune Punktum, Peter Frödin og Hella Joof, øvede en sketch på teatrets skrå brædder, fandt Martin Brygmann på melodien til “Årets danske Radiohit” anno 2000.
Du kan lytte til hele interviewet her.