Ib Spang Olsen er død
Ib Spang Olsen døde i går eftermiddags 90 år gammel efter kort tids sygdom. Det oplyser hans kone Nulle Øigaard, ifølge Politiken.dk.
Ib Spang Olsen er far til forfatteren og skuespilleren Martin Spang Olsen og filminstruktøren Lasse Spang Olsen.
Bisættelsen finder sted på Marienbjerg Kapel d. 23/1 kl. 13.00.
Frygtede ikke døden
I et 90-års fødselsdag-interview med BILLED-BLADET fortalte Ib Spang Olsen blandt andet om sine tanker om døden. Vi bringer her et lille uddrag:
Ib Spang Olsen er helt på det rene med, at risikoen for at få alvorlige skavanker er mere end høj i hans alder. Det kan han godt frygte.
- Når tiden er inde, ønsker man sig jo bare at kradse af, smiler han.
Hvad der måtte komme efter, er Ib Spang Olsen derimod ikke bange for.
- Når man er død, så er det færdigt. Der er ingenting!
Ib Spang Olsens liv
Den populære tegner tog lærereksamen i 1943 og studerede herefter på Kunstakademiet i København 1945-49 og på Den Grafiske Skole 1947-49.
Senere blev han lærer på Bernadotteskolen i årene 1952-1961 og herefter formand for Kulturministeriets Arbejdsgruppe om Børn og Kultur 1982-90 og medlem af Akademirådet.
Han er kendt for sine frodige og rustikke illustrationer til noveller, bogomslag og Halfdan Rasmussens børnebøger med rim og remser og har udgivet egne bøger.
Han er også kendt for sit lokale engagement og var i en årrække medlem af Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Gladsaxe.