Ib Spang Olsen fylder 90 i dag: Jeg er sgu ingen sur olding
Heldig med konen og heldig med børnene. Men tiden rinder ud, og Ib Spang Olsen bruger den på at rydde op i sit liv.
Når man som Ib Spang Olsen især er kendt for muntre illustrationer til Halfdan Rasmussens børnerim og i det hele taget livsglade tegninger, så er det vanskeligt at forestille sig, at ikke kun hans blyantstreger har været sorte. Men der har også været skuffelser og nederlag i hans liv.
- Selvfølgelig har der det, men jeg vil ikke udtale mig om dem. Det vil kræve en længere forklaring. Og det er for privat. Men jeg har ikke desto mindre været heldig. Jeg skjuler ikke noget fatalt. Hvis man skal sige noget ganske kort om mig, så er det, at jeg har været heldig. Jeg har fået lov til at lave mine ting uden fatale komplikationer, understreger han.
Min smag er forældet
Nu er han så i gang med at rydde op i sine ting og lægge tingene til rette for sine efterladte. Han er faldet og har brækket benet nogle gange, men ellers kan han glæde sig over at besidde et gigtfrit jernhelbred. Hans egen far blev 94 år, så det er ikke sådan, at afskeden nødvendigvis ligger lige rundt om hjørnet.
Som gammel socialdemokrat ser han således frem til at få en ny regering. Den nuværende har i hans øjne været et 10 år langt "mis-regimente". Men han lægger ingen personlige fremtidsplaner.
- Jeg mærker, at jeg på mange måder er ude af tiden. Min smag er forældet. Jeg bruger ord og vendinger, som dine læsere ikke længere kender til: "Ihvorvel", for eksempel. Men jeg vil ikke rubriceres som en sur olding. Det vil jeg ikke være med til. Jeg er sgu ikke nogen sur olding, siger han med eftertryk og et lille smil.
Ikke bange for døden
Ib Spang Olsen er helt på det rene med, at risikoen for at få alvorlige skavanker er mere end høj i hans alder. Det kan han godt frygte.
- Når tiden er inde, ønsker man sig jo bare at kradse af, smiler han.
Hvad der måtte komme efter, er Ib Spang Olsen derimod ikke bange for.
- Når man er død, så er det færdigt. Der er ingenting!