Jakob Cedergren vil ikke være en vare
Selvom øget eksponering kan resultere i flere jobs, vælger skuespilleren Jakob Cedergren helt bevidst, at han ikke vil være for meget i medierne.
"Jeg betragter ikke mig selv som en offentlig person. Det er kommet meget i bølger, men jeg kan godt mærke, jeg bliver mere genkendt nu efter Frygtelig Lykkelig. Men Danmark er et godt sted at være kendt. Det er ikke hysterisk, og det er et sundt træk," fortæller Jakob Cedergren i ELLE.
"Jeg undgår så vidt muligt alt, hvad der hedder privateksponering overhovedet…det er bare noget med at holde en balance. Men samtidig er der selvfølgelig en masse folk, som punker mig for, at jeg skal fyre den af, fordi de betragter mig som en vare, der skal sælges. Jeg kan bare ikke betragte mig selv på den måde," fastslår Jakob Cedergren i modebiblen.