Jens Albinus opereret i halsen
Jens Albinus, der spiller titelrollen i Aarhus Teaters Jeppe på bjerget, kommer ikke på scenen foreløbig. Han blev i mandags opereret for en stemmeknude, og stemmen er desværre ikke kommet sig som forventet. Teatret må derfor aflyse 3 udsolgte forestillinger 16.-18. februar. I forvejen var forestillingerne 13.-15. februar aflyst. Det svarer samlet set til godt 1.700 billetter. Teaterchef Stefan Larsson forventer, at Jeppe på bjerget tidligst spiller igen mandag d. 20. februar.
- Lægerne har givet Jens taleforbud i en uge, så han ikke får varige mén på stemmen. Derfor er vi desværre nødt til at aflyse denne uges forestillinger. Vi er rigtigt kede af at måtte skuffe de mange mennesker, der er berørt af aflysningen, og gør alt, hvad der står i vores magt for at genplacere flest muligt senere i spilleperioden. Men vi må nok erkende, at vi på nuværende tidspunkt ikke har billetter til alle. Det er en meget beklagelig situation, siger Stafan Larsson.