Jens Okking var konsekvent utro
Der er tilsyneladende ikke gået den store romantiker tabt i Jens Okking. Skuespilleren, der fylder 70 år den 18. december, har nemlig altid været så glad for det modsatte køn, at han aldrig har kunnet holde sig til en ad gangen. Til gengæld har han lært en lektie i den forbindelse.
"At kvinder altid har holdt af slyngler, men vel at mærke de ærlige af slagsen. Så kald mig bare en ærlig slyngel. De vidste alle, at jeg havde mere end et forhold af gangen. Det kan man vel kalde slyngelagtig opførsel," fortæller Jens Okking ærligt til Ekstra Bladet.
Men siden Okking mistede sin hustru i 1988 har han ikke levet sammen med en kvinde, og selvom hans sønner mener, at det kunne være en god ide for deres far, så hopper den tidligere EU-parlamentariker ikke på limpinden: "Det har jeg absolut ingen planer om. Jeg skal aldrig sige aldrig, for aldrig har aldrig været noget… men nej, siden Anette har jeg ikke stræbt efter det," fastslår Jens Okking i avisen.