31. mar. 2022
Af Luise Marie Bekker

Jim Lyngvild åbner udstilling på sagnomspundet slot

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/jim_lyngvild_89_1_stor_beskaaret.jpg
Foto: Kaspar Wenstrup
Jim Lyngvild afslører i dag et helt nyt kunstværk.

Jim Lyngvild åbner i dag, torsdag den 31. marts, en helt ny udstilling på Voergaard Slot i Nordjylland.

Udstillingen "SOLO" giver et indblik i Lyngvilds kreativitet og overdådige skabertrang og rummer blandt andet en over tre meter høj buste af Dronning Margrethe, store unikasmykker, overdådige kjoler, skulpturer og store fotoværker om Danmarks religiøse historie.

Undervejs kan besøgende lytte til lydfiler, der giver et indblik i Lyngvilds kreative verden.

Til åbningen i dag løfter Jim Lyngvild sløret for et helt nyt og særligt værk i form af sin fortolkning og portræt af adelsfrue Ingeborg Skeel, der i 1500-tallet boede på netop Voergaard Slot.

I 1578 overdrog Frederik 2. slottet til Karen Krabbe, hvis datter Ingeborg Skeel overtog slottet.

En uhyggelig historie

Ifølge Enjoy Nordjylland kan historien om den herskesyge Ingeborg Skeel fra 1580 få det til at løbe koldt ned af ryggen på både store og små.

På gulvet i det høje tårnværelse, som var Ingeborg Skeels private gemak, er der en blodplet på gulvet.

Ifølge historien skulle den stamme fra en tjenestepige.

Man troede, at hun var gravid uden at være gift, og så slog Ingeborg Skeel pigen ihjel.

Men hun var ikke gravid, og derfor kan blodpletten ikke vaskes væk.

Måske kan du være heldig at se et strejf af Ingeborg Skeels spøgelse, Den Hvide Dame, i tårnværelset eller i en af de mørke kældre...

Første gang i Nordjylland

Udstillingen "SOLO" kan ses i Ridehallen.

I Halmladen kan man se en ekstraudstilling med kristne motiver af Lyngvild.

Disse motiver har tidligere været udstillet i bl.a. Faaborg Kirke

Det er første gang, Jim Lyngvild udstiller i Nordjylland.

Udstillingen kan ses indtil 10. oktober.

Læs mere om: