3. feb. 2024
Af Christinna Braun

Jim Lyngvild kaster sig over vanvittigt projekt: Vil skabe Nordeuropas største rosenpark

Jim Lyngvild.
Jim Lyngvild.
Foto: Kaspar Wenstrup
Jim Lyngvild vil være med til at redde et af Danmarks mest historiske slotte.

Der er ingen tvivl om, at Jim Lyngvild er vild med eventyr.

I sommer ville han og samarbejdspartneren Trine Jepsen købe det smukke Harridslevgaard Slot, hvor de havde drømme og håb om at skabe rosenpark, udstillinger og måske et hotel på sigt.

Desværre gik handlen i vasken – men det slukkede ikke Jim Lyngvilds drøm om at skabe nyt liv i et af Danmarks gamle og historiske slotte.

Nu har den 45-årige Lyngvild fået mulighed for at kaste sin kærlighed over et andet eventyrslot i Danmark.

Denne gang er det Rosenholm Slot på Djursland, som designeren vil puste liv i og forhåbentlig fremtidssikre med sine kreative idéer.

- I går havde jeg og Trine møde med familien Rosenkrantz og bestyrelsen. En af mine rigtig gode venner, Boris Rosenkrantz, som er direktør for Rosenholm Slot, spurgte mig, om jeg ville hjælpe med at kysse Tornerose til live. Og i kraft af navnet (Rosenkrantz, red.), og fordi familiens våbenskjole har roser i sig, tænkte vi ”Skal vi ikke tænke i roser?”, fortæller Jim Lyngvild til BILLED-BLADET

https://imgix.billedbladet.dk/2024-02-03/image.jpeg
Jim Lyngvild i riddersalen på Rosenholm Slot.
Foto: Jim Lyngvild

Og roser er bestemt ikke fremmede for Jim Lyngvild.

Udover at han har skrevet en bog om roser, har han også fået opkaldt en rose efter sig, og så har han været vært hele to gange for Rosenfestivalen i Bogense.

- Roser er noget, der virkelig tænder folk på den gode måde. Roser er nærmest magiske. Derudover er der nogle rosentyper, som bier virkelig elsker, lyder det fra Jim Lyngvild.

- Så ved at skabe Nordeuropas største rosenpark kan man også gøre noget godt for biodiversiteten og for klimaet.

- Og hvis vi skal passe på klimaet og mindske forurening ved at blive i Danmark, skal der jo være nogle turistattraktioner på dansk grund.

En idé til den kæmpestore blomsterpark er, at der bl.a. bliver lavet en stor labyrint i slotsparken, som forhåbentlig bliver fuld af smukke roser.

Og i midten af labyrinten er drømmen, at der skal være et helt særligt ”kongeligt” element.

- Den giver jo sig selv, ikke? Boris (Rosenkrantz, red.) spørger: ”Vil du kysse Tornerose til live?”, og hans oldemor var lensbaronesse Christiane Rosenkrantz, som var en meget fin dame og ven med kongehuset. Det er en næsten kongelig, mytisk historie, som lige nu ligger i dvale, siger Jim Lyngvild.

- Jeg er et eventyrligt menneske, og Rosenholm Slot ligner et eventyrslot. Det et Torneroseslot. Og derfor skal der selvfølgelig være en glaskiste, hvor Tornerose ligger, fortæller Jim Lyngvild om prinsessen i midten af labyrinten, som forhåbentlig bliver en realitet.

Jim Lyngvild samarbejdspartnerne tager første spadestik til rosenparken til sommer.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-02-03/20080416-155203-5-4000x2657ma.jpg
"Rosenkrantz-familien er den ældste og fineste familie i Danmark. Familien er nævnt i ”Hamlet” sammen med Gyldenstiernerne. Den er en del af den gamle, store, danske ur-adelsslægt, som har båret nationen på deres skuldre gennem 800 år. Rosenholm Slot er det eneste slot i Danmark, som har været ejet af samme familie siden 1500-tallet", fortæller Jim Lyngvild. Her ses slottet i 2008.
Foto: Dieter Betz/Biofoto/Ritzau Scanpix

Læs mere om: