Johannes Møllehave har mareridt
Johannes Møllehave har måttet skrue voldsomt ned for tempoet ovenpå to blodpropper i hjernen tidligere på året, og selvom han er blevet frisk igen, døjer han stadig med eftervirkninger af blodpropperne. Det fortæller Møllehave i et interview med Ekstra Bladet søndag.
Mens Johannes Møllehaves problemer med tids-og rumsans er overstået, har han lettere til både glædestårer og vrede, og "…mine drømme har udviklet sig til mareridt, og jeg kan heller ikke tåle at læse en overskrift som 'Mor så begge sine sønner brænde ihjel," fortæller Møllehave til Ekstra Bladet og indrømmer, at den slags nu tager ham flere dage at komme over.
Men det er på ingen måde noget, der gør den livskloge præst, forfatter og foredragsholder bitter. Tværtimod. "…jeg har fået lov til så meget, og selvom jeg er syg, har jeg det pragtfuldt. Jeg er dybt taknemmelig for det liv, jeg har levet," siger han til Ekstra Bladet.