Johnny Hansen: Jeg er ved at blive tosset
Johnny Hansen havde i sidste uge sammen med hustruen Gitte taget hele vejen fra Thy for at se TV 2 Charlies ”Året der gak”, som blev optaget i Greve, men den lange køretur er ikke noget, der generer den erfarne Kandis-forsanger.
Faktisk ville han ønske, at han tilbragte endnu flere timer på landevejen, men coronapandemien har ødelagt meget.
Johnny Hansen: Det må godt snart stoppe
- Jeg er ved at blive tosset af det her. Jeg plejer at have gang i mange forskellige ting. Nu har jeg mere en dagligdag, der ligner sig selv hele tiden. Jeg plejede nogle gange at starte klokken 5 om morgenen eller komme hjem klokken 5 om morgenen. Det må godt snart stoppe, fortalte en frustreret Johnny Hansen, som ikke lægger skjul på, at det har været hårdt.
- Gitte er bange for, jeg er ved at udvikle en depression, lød det med et smil.
Johnny Hansen har nemlig svært ved at komme i gang med noget, når han går rundt i det samme trummerum dag ud og dag ind.
- Jeg plejer at have 100 bolde i luften hele tiden. Man bliver lidt sløv af ikke at lave noget.
Rastløs Johnny Hansen
Hustruen Gitte, som til daglig arbejder i psykiatrien kan også mærke på sin mand, at den noget anderledes hverdag går ham på.
- Jeg tror, det er vigtigt at sætte sig noget for hver dag. Om det er at gå en tur eller rydde op i garagen. For pludselig bliver det den samme hverdag, og alt kan udskydes til i morgen eller i overmorgen. Jeg kan mærke, du begynder at blive rastløs, fortalte Gitte og kiggede på sin mand.
Johnny Hansen begynder som oftest sine dage med at køre sønnen Nicklas i skole, så har han lidt kontorarbejde, og så er det også ham, der er chefkok derhjemme.
Musik er der derfor ikke meget af for tiden, og Johnny Hansen frygter, der går lang tid, før det ændrer sig.
- Vi har snakket om måske fjerde kvartal næste år. Vi er afhængige af, der må være et sted mellem 500 og 1000 mennesker og opefter. Vi er afhængige af, der kan være mange folk samler, og at folk tør at være sammen og feste og danse og give hinanden en krammer, forklarer han.