Julie Berthelsen vil snart have børn
Det næste halvandet år kan sangerinden Julie Berthelsen, 29, skrive "fynbo" på sit visitkort. Julie er nemlig flyttet til Odense for at være tættere på kæresten og håndboldspilleren Minik Dahl Høegh, 23, som hun har kendt i et halvt år. Julie har tilsyneladende en svaghed for håndboldspillere. Hun dannede gennem fem år par med en anden - Hans Peter Motzfeldt Kyed.
- Jeg havde brug for noget forandring i mit liv, og foreløbig er det for halvandet år - så lang tid som min kærestes kontrakt løber med håndboldklubben GOG, fortæller Julie, som netop har afsluttet en mini-turné med sangeren Benni Chawes.
Men i takt med forandringer kommer også nye tanker, og Julie lægger ikke skjul på, at hun også har opdaget en ny side af sig selv. Julie Berthelsen er nemlig blevet skruk. Men andre ord - og hvis det står til hende - så vil det ikke gøre noget, hvis der snart kommer småbørn i hendes verden.
- Måske er det fordi, jeg snart runder de tredive (7. juni i år, red.), og så sætter det jo nogle tanker i gang. At få børn er pludselig kommet på min "det må jeg gøre i trediverne"-liste, smiler Julie, som indrømmer, at det måske kan virke voldsomt på det nye forhold.
- Så jeg har sagt til Minik, at han må sige til, hvis det bliver for meget, fortæller den charmerende sangerinde.