Julie Ølgaard om mødet med sin mand: Det skulle ikke være os
Skuespiller Julie Ølgaard og ægtemanden Gustav Muus har dannet par i 10 år.
Men ved første møde lå det ikke i kortene, at det skulle være dem.
Det afslører skuespilleren til Hendes Verden.
Til ugebladet fortæller Julie Ølgaard, at hun var omkring de 30 år, da hun mødte Gustav. Hun hjalp ham i jagten på kærligheden ved at give ham gode dating-råd, men en dag opdagede de, at de kunne noget helt særligt sammen.
– En dag endte vi på min altan, hvor vi drak hvidvin og kyssede. Vi blev enige om, at det ikke skulle være os, men vi blev ved med at mødes tilfældigt, og til sidst foreslog jeg, at vi gav det tre måneder, og så var jeg sikker på, at vi begge to var færdige med den leg. Den var han med på, og nu har vi været sammen i ti år, siger Julie Ølgaard til Hendes Verden.
Julie Ølgaard og manden Gustav Muus blev gift i 2015. Siden har parret fået to børn, sønnen Cooper på 4 år og datteren Roxie på 2.