Karen Mukupa er blevet mere livsglad
To år efter sin bedste veninde Natasjas død er Karen Mukupa endelig klar med en ny plade, 'Dreamer', men også med en fornyet livskraft.
"Det er mærkeligt at sige, og indimellem kan jeg få helt dårlig samvittighed over det, men jeg føler faktisk, at jeg har fået mere livsglæde, jeg er blevet mere glad for livet. Det er en mærkelig følelse, for der ligger noget skyld i den - selv om jeg godt ved, at Natasja ville være glad," siger Karen Mukupa til FEMINA.
Og selvom Karen Mukupa på et tidspunkt følte, at hun var ved at tabe sig selv i arbejdet med at mindes Natasja med en dokumentarfilm og en bog, så er Natasja altid i hendes tanker: "…når jeg går på scenen, så dedikerer jeg altid min optræden til hende og beder om hendes styrke, for hun var en elefant. Hun havde et løvehjerte."