Kasper Bech Holten fortsætter ikke som operachef
Trods gigantisk succes som operachef på Det Kongelige Teater har Kasper Bech Holten meddelt teatrets bestyrelse, at han stopper på posten, når hans kontrakt udløber i 2011. Til den tid er det 12 år siden, at Kasper satte sig i chefstolen første gang.
"Det føles som den rigtige beslutning at stoppe, mens legen er god…Jeg er meget stolt af at have været den operachef, som kom til at stå i spidsen for udflytningen til og åbningen af Operaen på Holmen, ligesom jeg er stolt af mange af de kunstneriske resultater, vi allerede har nået," udtaler Kasper Bech Holten i en pressemeddelelse.
"Men om to år tror jeg, at det vil være sundt for Det Kgl. Teater at få en ny chef med friske øjne og ører for at videreudvikle Den Kgl. Opera, ligesom jeg tror, det vil være rigtigt for mig i højere grad igen at hellige mig mit arbejde som instruktør," lyder Holtens forklaring på det forestående stop.