Kendte samlede ind til julehjælp i Aller Huset
Humøret var højt og energien i top, da skuespiller Ellen Hillingsø og en lang række andre kendte personligheder var samlet i Aller Huset for at samle penge ind til Røde Kors juleindsamling ”GOD JUL. TIL ALLE.” der hjælper udsatte familier i Danmark.
Maria Worsaae var engageret holdkaptajn på Team Aiayu, mens Camilla Lolk Nortvig og baronesse Rebecca Wedell–Wedellsborg entusiastisk førte an på Team DoCharity.
Kontaktede deres store netværk
Blandt deltagerne var, udover Ellen Hillingsø, også markante personligheder som Alexander Kølpin, tidligere minister Manu Sareen og Andrea Elisabeth Rudolph.
SE BILLEDERNE: Værtinder med vildt hår
Allesammen var de kommet for at kontakte deres store netværk og få dem til at donere penge til indsamlingen, der fandt sted i samarbejde med Aller Media.
Flot resultat
Pengene begyndte hurtigt at vælte ind, og alle kunne spændt følge med på en storskærm, hvordan flere og flere familier blev sikret en tiltrængt julekurv eller et gavekort til et supermarked på 800 kroner.
Team Aiayu tog sejren, men begge hold var vindere, idet de på kun halvanden times tid havde sørget for julehjælp til 1.523 familier til en værdi af 1.218.400 kroner.