11. maj. 2009
Af af Preben Petersen
Kira Eggers tog sin døde mor med på arbejde
Kira Eggers overvejer at udgive en kalender med nye frække billeder af sig selv. Hun blev for nylig fotograferet i Los Angeles.
Foto: Birger Storm
Pin-up-modellen og alt-mulig-pigen har stadig halvdelen af sin mors aske i sin besiddelse.
Den netop overståede mors dag var i år mere forbundet med sorg end glæde for modellen og fotografen Kira Eggers. Hendes mor døde i marts af ikke-naturlige årsager bare 55 år gammel, og dødsfaldet tog naturligvis hårdt på Kira. Det kan man læse på hendes blog på nettet.
Kira beskriver, hvordan der gik en klap ned, da hun skulle hente morens aske hos bedemanden. Efterfølgende havde hun urnen med på arbejde på Aller Press, og da arbejdsdagen var forbi, måtte en kollega minde hende om at huske moren. På det tidspunkt var Kira "halvt nede ad gangen".
Halvdelen af Kira Eggers mors aske ligger nu på de ukendtes grav, mens resten skal spredes på havet. Kira føler sig endnu ikke klar til at skille sig af med den sidste halvdel.