Klaus Paghs søn stadig forsvundet
Klaus Pagh, 76, har vundet fuld forældremyndighed over sin syvårige søn Nikolaj, men han er forsvundet med sin mor. Nu overvejer han at efterlyse dem gennem Interpol, eller via privatdetektiv.
Siden oktober 2010 har Klaus Paghs søn, den syvårige Nikolaj været forsvundet, sammen med sin mor Karema Hviid.
Så selvom retten i Lyngby torsdag middag afgjorde, at den kendte skuespiller og teaterdirektør har fået fuld forældremyndighed over sønnen, har han svært ved at glæde sig:
- Jeg kan ikke rigtig glæde mig over at have vundet den fulde forældremyndighed over min søn, for hvor er han? siger Klaus Pagh til BT, og oplyser overfor avisen, at han med den fulde forældremyndighed nu kan efterlyse ekskæresten og sønnen over hele verden gennem Interpol.
Klaus Pagh ved ikke, hvor sønnen er. Ekskæresten er halv-dansk og halv-egypter, så han skyder på, at de måske er i Egypten.
- Men der har også været fremme, at hun måske er i Hong Kong, siger Pagh.
Klaus Pagh overvejer nu at hyre en privatdetektiv for at finde frem til sønnen. Han føler ikke, at politiet tager hans ugentlige henvendelser seriøst, men håber med dommen, det vil ændre sig.