Krønikens Ken Vedsegaard fylder 50: Det laver han i dag
Han fik sit helt store gennembrud som den fortabte direktørsøn Erik i “Krøniken”. Men skuespilkarrieren begyndte allerede, da han som barn spillede Lasse i “Guldregn”.
Fredag fylder Ken Vedsegaard 50 år.
Livsbanen blev lagt tidligt, og Ken Vedsegaard er stadig i fuld gang som skuespiller.
Det fortæller han om til Bornholms Tidende, som har bragt et stort interview i anledningen af den runde dag.
Udover at se tilbage på barndommen i de rå rammer på Vesterbro og de mennesker, der har formet ham, fortæller fødselaren også til Bornholms Tidende, at der er meget at se frem til fra hans side.
Ken Vedsegaard er nemlig ved at optage ”Den grænseløse” – den kommende Afdeling Q-film. Nogle af scenerne er optaget på Bornholm, hvor skuespilleren alligevel opholder sig i længere periode for at finde ro.
Det er ikke kun i rollen som ”Krønikens” Erik, at Ken Vedsegaard har haft succes.
Flere gange har man kunnet opleve Ken Vedsegaard på både lærred og skærm.
Heriblandt i ”Når støvet har lagt sig” og ”Mercur”. Og det er ikke længe siden, at man kunne se ham i “Sygeplejeskolen”, hvor han spillede amtsrådets nye formand Hr. Hedegaard, der ikke ligefrem var tilhænger af mandlige sygeplejeelever på Fredenslund.
Privat er Ken Vedsegaard far til tre: en søn på 20, en datter på 26 og en datter på 8 år.
Derudover er han bedstefar til et barnebarn på 2 år.