Kurt Ravn frygtede for sin kones liv
Hvad der skulle have været en afslappende ferie i Khao Lak i Thailand endte i 2004 som lidt af et mareridt for Kurt Ravn. Den pladeaktuelle sanger og hans kone blev nemlig fanget midt i tsunamien, der skilte to ad, og Kurt blev skyllet ind i et lukket garageanlæg af vandmasserne.
"Jeg var sikker på, det var slut. Men jeg overlevede, og det gjorde min hustru Annette også. Vi havde opgivet at finde hinanden i live. Men efter halvandet døgn fik jeg besked fra hendes børn i Danmark om, at hun havde ringet hjem," fortæller Kurt Ravn til Familie Journal.
Men den uhyggelige oplevelse har dog ikke givet Kurt Ravn vandskræk, for i ugebladet nævner han netop havet som et godt sted at slappe af: "At ligge i vandet og glo på et koralrev er også lige mig. Jeg har altid været fascineret af vandet og ikke mindst det, der gemmer sig under overfladen."