Lars Ranthe og hustruen: Stolte af datteren
Lars Ranthe har haft et travlt år. Han er netop blevet færdig med optagelserne til ”Badehotellet”, og man kan for tiden se ham i filmen ”Malous jul” og tv-serien ”Friheden”.
Også hustruen Christine Albeck Børge er aktuel, og man kan hver søndag opleve hende i DR-serien ”Ulven kommer”.
Men de er ikke de eneste i husstanden, der har fuld gang i skuespillet.
For tiden kan man også opleve deres datter Rigmor Ranthe på det store lærred. Hun er nemlig aktuel i den nye film ”Retfærdigheden Ryttere”.
- Jeg er superglad på hendes vegne, og det er noget, hun gerne vil, fortalte Lars Ranthe om datteren, der også har været med i ”Klovn” og ”En helt almindelig familie”.
Lars Ranthe: Hun skal finde sin egen vej
Trods forældrenes store erfaring er det begrænset, hvor meget de har hjulpet datteren på vej.
- Hun gider ikke lytte til os. Det synes jeg kun er godt. Det vil hun selvfølgelig gerne, men hun har brug for at være sin egen. Hun har to forældre, der selv er skuespillere, og hun skal finde sin egen vej i det. Hvis hun en dag beder om råd, vil jeg selvfølgelig gerne råde hende. Men ellers synes jeg, det er meget cool, hun kører sit eget show, fortalte Lars Ranthe om sin 17-årige datter.
Skal passe sin uddannelse
Selvom det meget er hendes eget projekt, er der også ting, hun ikke selv bestemmer.
- Der er også ting, hun ikke får lov til, fordi hun går i gymnasiet, og hun skal passe sin uddannelse. Vi sætter foden ned, hvis det er et projekt, vi ikke synes, hun skal være med i, for vi er stadig hendes mor og far, og hun er ikke 18 år endnu.
Lars Ranthe uddyber, at hun af hensyn til sin skole for eksempel ikke får lov at være med i serier, der kræver, at hun er væk flere måneder ad gangen.
- Hun kender gamet og ved, det er vigtigt også at have en uddannelse og være ung og have en masse unge venner. Det er hun helt indforstået med, fortalte han, inden han og hustruen fortsatte ind i biografmørket for at se deres dygtige datter Rigmor på det store lærred.