24. apr. 2009
Af af Signe Ravn
Lars Von Trier skal konkurrere i Cannes
Lars Von Trier er med i kampen om De Gyldne Palmer i Cannes.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Filminstruktørens nye film er med i hovedkonkurrencen ved årets filmfestival i Cannes.
Lars Von Trier, der er en garvet instruktør i Cannes-regi, får nu chancen for igen at konkurrere om De Gyldne Palmer ved årets filmfestival i det sydfranske ferieparadis.
Det Danske Filminstitut melder, at Lars Von Triers spændt ventede drama 'Antichrist' er udtaget til hovedkonkurrencen. Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg spiller hovedrollerne.
Den excentriske filminstruktør deltog for første gang på festivalen med 'Forbrydelsens Element' for 25 år siden, og siden er det blevet til i alt seks priser. Senest De Gyldne Palmer i år 2000 for 'Dancer in the Dark', der havde Bjørk i den altdominerende hovedrolle.