Lene Beier om familiens Østrig-eventyr: Derfor skal det være nu, og det kan ikke vente
Står det til tv-vært Lene Beier, så tilføjer hun snarest muligt ’hotelmutter’ til cv’et.
Hun og familien drømmer nemlig om at rykke teltpælene op, flytte til Østrig og sammen drive et mindre hotel.
I podcasten ”Følg tegnene” afslører Lene Beier, overfor vært Camilla Kjems, hvorfor det er lige nu, at familiedrømmen skal udleves.
– Vores drenge er store, så hvis vi skal nå at gøre det, inden de bliver så store, at de får kærester og skal gå på ungdomsuddannelser herhjemme, så det ikke kan lade sig gøre, så bliver det nødt til at være nu, fortæller Lene Beier i podcasten, hvorefter hun sætter flere ord på, hvordan drømmen opstod.
– I virkeligheden er det en gammel drøm. Jeg har været sammen med Anders i 21 år, og dengang arbejdede vi sammen på en sushirestaurant i seks år, da vi mødte hinanden. Vi har altid vidst, at vi gerne ville arbejde sammen igen, og vi har altid talt om, at vi godt kunne tænke os et Bed and Breakfast eller et lille hotel.
"Landmand søger kærlighed"-værten fortæller desuden i podcasten, at timingen var rigtig, da hendes mand for nylig opsagde sin stilling.
Parret har to sønner, der begge er begejstrede for idéen, da den ene drømmer om at være skilærer, og den anden godt kunne tænke sig at prøve kræfter med at bo i udlandet.
Inden parret kan udleve drømmen i alpelandet, skal familiens villa på Amager dog lige sælges først.
Du kan lytte til podcasten ”Følg tegnene” ved at klikke her, i din Ally-app eller hvor du normalt lytter til podcast.