Lisbet Dahl: Min første sommerferie i 18 år
Hele sommeren skulle Lisbet Dahl have optrådt for et fyldt telt i Cirkusrevyen på Bakken, men coronakrisen satte en stopper for årets populære revy.
Det betyder, at den 74-årige skuespiller har haft masser af tid tilovers i sommermånederne.
- Det er første gang i 18 år, at jeg har sommerferie! Jeg har været fire måneder i mit sommerhus, fortalte Lisbet Dahl, da hun var til premieren på Revyperler i Rødvig.
En blandet følelse
Lisbet Dahl har nydt friheden, selv om hun også har savnet at stå på scenen.
- Når først man har vænnet sig til det, er det en blanding af glæden over pludselig at få fri og se ens have blomstre, og at man ved, hvor stor en økonomisk og menneskelig katastrofe det er, lød det fra skuespilleren.
Fredag aften kl. 21.30 kan Lisbet Dahl ses i sidste afsnit af ”Revy på afstand” på DR1.