1. maj. 2015
Af Juliane Olsen
Bjarne Reuter får igen i år flest bibliotekspenge
Forfatteren Bjarne Reuter får igen i år tildelt flest bibliotekspenge.
Foto: Claus Boesen
Forfatteren Bjarne Reuter har i mange år scoret højst i bibliotekspenge, og det gælder også for 2015.
Den 65-årige forfatter Bjarne Reuter har lagt pen til klassikere som ”Busters verden”, ”Drengene fra Sankt Petri” og ”Zappa”, og det har i en årrække sikret ham den største sum af bibliotekspenge.
Det gælder også i år, hvor han ifølge eb.dk får 769.834 kroner fra Kulturstyrelsen.
I alt står der rundt om på de danske biblioteker 193.496 bøger fra Bjarne Reuters 40 år lange karriere.
Antallet af bøger er afgørende
Antallet af bøger er da også en af de helt store faktorer, når det skal vurderes, hvor mange penge bibliotekspenge, en forfatter skal tildeles.
Desuden spiller det også ind, hvor mange sider der er i bogen og hvilken genre, den er udgivet i.