Hanne Danielsen: Derfor var Ib Michael ved at forlade mig
Den tidligere TV-vært Hanne Danielsen og forfatteren Ib Michael mødte hinanden, da de i sin tid begge sejlede med Nordkaperen. De blev gift i en lille polynesisk kirke, og i marts 2013 er det 25 år siden de gav hinanden deres ja.
Hanne Danielsen, der er gået fra at være TV-vært på både DR og TV 3 til at være direktør hos blandt andet TV 2 har skiftet de mange jobs ud med et job som direktør for en fond, arbejder primært herhjemme under danske himmelstrøg, mens Ib Michael i lange perioder rejser ud i verden.
Ib Michael har et særligt sind
Og ud over at håndtere at være alene hjemme, så skal Hanne Danielsen også håndtere Ib Michaels sind.
– Mik har et særligt sind. Og der er da tidspunkter, hvor jeg skal kunne håndtere depressioner eller på vej til mani-perioder, hvor jeg synes, det er mindre sjovt, siger hun i et stort interview i SØNDAG.
Men det har ikke fået Hanne Danielsen til at overveje at tage sine ting og gå fra Ib Michael.
- At forlade ham, nej, dét har jeg aldrig tænkt på. Det vildeste, jeg kan tænke, er: Åh, nu bliver det tre sure måneder. Men gå fra ham, nej, nej, siger hun.
Jeg kan altid mærke hans hånd på min ryg
For lige så svært og udfordrende det i perioder kan være at være gift med Ib Michael, lige så fantastisk er det også.
– Jeg tror næsten ikke, jeg kender nogen mænd, som i den grad står bag deres koner, som Mik står bag mig. Det kan godt være, han er langt væk og ude at rejse og optaget af noget andet, eller at han er i sit særlige humør, men i virkeligheden kan jeg altid mærke hans hånd på ryggen. Altid, siger hun.
Han var tæt på at gå
– Det skal så siges, at han til gengæld har været ved at gå fra mig. Det sagde jeg blankt nej til, da han foreslog det. »Det kan du godt glemme«, sagde jeg, »jeg har stået i en lille kirke og sagt ja, og det løfte har jeg tænkt mig at holde«!
Hvad der skete dengang?
– Jeg tror, han ville gå, fordi han følte, at hele det der familieliv med mig og min datter og ham selv og hans datter blev for omklamrende. Nu havde han pludselig en helt almindelig kernefamilie, og jeg havde nogle forventninger til, hvordan man opfører sig i en ganske almindelig kernefamilie. Og det betød meget for mig, at han stillede op til de få familieagtige ting, der var vigtige for mig, siger Hanne Danielsen.