Sara Blædel: Jeg er bare rigtig glad
Når Sara Blædel skriver på sine bøger, har hun brug for, at der er helt stille. Men generelt har hun det faktisk bedst, når der ikke er for meget uro omkring hende.
– Jeg elsker at være alene. Jeg bryder mig ikke så meget om, at der er mennesker rundt om mig hele tiden, for så ville jeg blive helt drænet for energi, fortalte Sara Blædel fornyligt til BILLED-BLADET og tilføjede:
- Sådan har jeg altid været, men jeg kan altså også super godt lide at være sammen med andre – det skal bare ikke være hele tiden.
Sara Blædel er rigtig glad
Sara Blædels 19-årige søn Adam flyttede hjemmefra før sommerferien, og hun bor nu alene i sit hus på Østerbro.
– Mange har et tryghedsgen, men det har jeg ikke. Jeg har ikke behov for at blive passet på. Jeg er bare rigtig glad, sagde forfatteren og fortsatte:
- Og jeg må indrømme, at jeg ikke har været så meget i vater i mit liv og med mig selv, som jeg har været i de senere år, fortæller Sara Blædel til BILLED-BLADET.
Den 10. juni 2016 udkom 52-årige Sara Blædel med sin nye bog ”Bedemandens datter”.