Livslang kærlighed: Sådan mødte Margit og Erik Brandt hinanden
Sammen skabte de det første danske modebrand med international succes.
Hun som den kreative designer, og han som den stålsatte forretningsmand.
Det blev et livslangt parløb mellem Margit og Erik Brandt, hvor modeeventyret bundede i en kærlighedshistorie uden sidestykke.
Margit og Erik mødte hinanden i 1961. De boede i nærheden af hinanden i Hellerup, og hver morgen tog de med samme tog ind til byen.
Margit Brandt gik på Margretheskolen, og Erik Brandt var læredreng i Daells Varehus.
Hun var 15. Han var 17.
Det var ikke kærlighed ved første blik – i hvert fald ikke for Margits vedkommende. Men for Erik var det forelskelse fra første øjekast.
Det fortalte Erik Brandt i DR-dokumentarserien ”Margit Brandt” fra 2018.
- Margit syntes, jeg var en nar og en laps. Jeg gik i prince of wales-ternet tøj. Hun var meget chik og noget særligt, mindedes Erik Brandt.
Men han var ikke sådan at slå ud. På et tidspunkt blev de to enige om at begynde til fransk sammen, og her havde den unge Erik et par tricks i ærmet.
Hver gang lod Erik Brandt som om, at han havde glemt sin bog for at komme tættere på Margit.
Om det var nærheden eller de franske gloser er ikke til at sige, men romancen begyndte at spire. Og på et tidspunkt fik Erik Brandt lov til at invitere den yndige Margit i biografen, hvor de havde deres første kys.
Parret blev gift i 1966, og sammen fik de døtrene Emilie og Julie.
Margit Brandt gik bort i 2011, 66 år gammel, og i lørdags døde Erik Brandt. Han begraves fra Holmens Kirke torsdag eftermiddag og stedes til hvile ved siden af sit livs kærlighed.