Luksusfælden: Gitte følte skyld for sønnens død
Gittes økonomi gik ned for seks år siden, da hun mistede Christian. Han var 17 år, da han døde. I dag føler Gitte stadig, at hun ikke bare bærer på sorgen.
Hun og Christian var uvenner den lørdag aften, han sagde farvel og tog ned til en kammerat. Han ville låne penge, og det afviste Gitte, så bølgerne gik højt. Senere sendte Christian sin mor en besked: Undskyld mor. Jeg tager ned til Søren. Vi skal i byen. Jeg elsker dig. Gitte skrev tilbage: O.k.. Vi skal vist lige have en snak, når du kommer hjem. Hun skrev ikke "elsker dig". Det har forfulgt hende lige siden.
Tog det forkerte valg
Næste dag led Christian af voldsomme tømmermænd. Da han havde sukkersyge, var det bestemt ikke godt, at han havde drukket for meget, så Gitte var gal, da hun hentede ham hos en kammerat og kørte ham hjem. Senere skulle hun over til sin kæreste for at grille. Men inden hun forlod hjemmet, gik hun ind til Christian.
- Er du okay? spurgte hun, og Christian bekræftede. Han led bare ligesom alle andre med slemme tømmermænd. Alligevel blev Gitte stående et par minutter længere i døren. I hovedet kørte hun en dialog med sig selv. Skulle hun tage Christian et smut forbi skadestuen? Eller skulle hun holde fast i læresætningen: "Stor nok til at drikke - stor nok til at have tømmermænd." Gitte valgte det sidste. Da hun kom hjem næste dag, fandt hun sin elskede dreng død i sengen.
- Jeg traf helt klart det forkerte valg, og det er svært at leve med, siger Gitte.