Måtte undvære Rasmine: Cathrine Laudrup-Dufours gravide hustru i store smerter
Det var en stor aften for Cathrine Laudrup-Dufour, da hun fredag aften deltog i Årets Optimister 2024 på Docken i København.
Den 33-årige dressurrytter vandt en aftenens store priser, ”Årets Optimist 2024 – Sport”.
- Det er så fedt, og jeg er virkelig glad. Der er en meget optimistisk atmosfære her i aften, det er også dejligt med lidt luftforandring for mig, for jeg bruger jo det meste af min tid sammen med mine heste. Det er dejligt og inspirerende at møde andre ildsjæle, sagde den nybagte vinder efter showet.
Desværre måtte Cathrine Laudrup-Dufour dog fejre sejren uden sin elskede hustru Rasmine, som ellers også stod på gæstelisten.
31-årige Rasmine Laudrup-Dufour, som er datter af Brian Laudrup, er gravid, og det var netop årsagen til, at hun ikke var med til showet.
Det viste sig nemlig, at Rasmine var i store smerter og derfor måtte blive hjemme.
- Hun havde bare så ondt i ryggen. Hun er jo rimelig meget gravid nu, fortalte Cathrine Laudrup-Dufour til BILLED-BLADET og fortsatte:
- Nogle dage går det rigtig godt, og nogle dage har hun bare virkelig ondt, så hun kunne bare ikke sidde i en stol så længe. Det er bedre for hende at kunne bevæge sig og gå rundt.
Venter en lille pige
Ægteparret, som blev gift i 2021, ser frem til den kommende familieforøgelse.
- Rasmine har termin i maj, og vi glæder os bare vildt meget. Vi venter en lille pige, så det bliver så hyggeligt, udbrød Cathrine Laudrup-Dufour med et stort smil.
Her ses ægteparret Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufour ved en tidligere lejlighed.