Marie Louise Wille: En pligt at følge med
Selvom Marie Louise Willes job som skuespiller fordrer, at hun leverer de replikker, som andre har skrevet til hende, så er kvinden bag Sommers kreative fotograf-sjæl Mille, ikke bange for at sige sin egen mening.
"I Danmark synes jeg desværre ofte, at mange mennesker ikke gider at diskutere politik eller holdninger, eller hvad der står i avisen. De synes, det er irriterende eller påtrængende, at man skal snakke om noget," fortæller hun i et interview med ALT for damerne. Derfor har Marie Louise startet en kaffesalon for en kreds af diskussionslystne kvinder:
"Jeg synes, at man som borger i vores samfund har visse forpligtelser til at følge med og ikke bare lade sig styre af lyst og ulyst. For så kommer din politiske overbevisning - og alt muligt andet - til at bygge på følelser og de mennesker, du lige har mødt. Og sådanne følelsespåstande kan komme til at præge et helt samfund," fastslår hun i ALT for damerne.