Martins cd kommer 30. maj
Martin har haft en stramt tilrettelagt hverdag, siden han overbevisende vandt X Factor sidst i marts måned. Straks efter sidste program begyndte Martins stjerne-tilværelse, hvor han i hverdagene boede hjemme i Ørum og gik i skole, mens weekenderne blev tilbragt i København for at indspille plade.
To måneder efter sejren er han nu allerede klar til at udgive sin debutplade. Den kommer den 30. maj.
Remee har skrevet sange til Martin
Martin har samarbejdet med Remee og Thomas Troelsen i Delta Lab-studierne på Nørrebro. Her har Thomas Troelsen, kendt fra Superheroes og Private, indrettet sit drømmestudie med vintage-produktions-udstyr og Verner Panton-inspireret interiør.
Remee og Thomas Troelsen har bidraget med flere sange til albummet, som Remee, i fredagens B.T., lover, bliver "en rigtig funky danseplade".
Arbejder koncentreret
Martin har gennem hele X Factor-forløbet arbejdet målrettet og koncentreret, hvilket Remee noterede sig i Berlingske Tidende dagen efter den store finale:
"Jeg genkender på mange måder Martins fantastiske talent i Thomas (Troelsen fra Delta Lab-studiet) som jeg arbejder sammen med. Samme arbejdsomhed og samme tilgang. Begge er proppet med talent. Og det handler om at kigge indefter og finde det rigtige tidspunkt at sparke det hele i gang," sagde han dengang.
Thomas beundrer Martin
Og også Martins anden producer Thomas Troelsen er imponeret over den 15-årige Ørum-drengs evner. I slutningen af april fortalte han i et interview med The Voice:
"Det, jeg synes der er fedt ved at arbejde med Martin som vokalist er, at han kan gøre alt, hvad jeg siger. Og det er meget, meget sjældent, jeg har arbejdet med nogen, der via verbal kritik kan blive rettet ind på den måde. Han kan synge fuldstændig, som jeg vil have ham til at synge," fortalte den anerkendte producer dengang og tilføjede: "Han er topprofessionel!"
Martins første single The 1 har klaret sig godt og har allerede solgt guld. Den har ligget godt placeret på de officielle download-charts siden finalen i marts.