Mascha Vangs mand er syg: Hjælper ham på anderledes måde
Ligesom hos mange andre landet over i den kolde tid på året, er der dømt sygdom og snue hjemme hos blogger og influencer Mascha Vang og hendes mand, jagerpiloten Troels Krohn Dehli Vang.
Parret, som har været sammen siden 2018, blev gift ved et storslået bryllup i august 2022, men netop nu er stemningen alt andet end storslået hjemme i huset i Kolding.
I et nyt opslag på sin Instagram-profil fortæller influenceren, at hendes mand er ramt af en omgang såkaldt "mande-influenza":
- Troels er hjemme. Han er syg med "man flu!", skriver Mascha Vang til en række billeder i Instagram-opslaget.
På det ene billede ses en lækker morgenmadstallerken, som Mascha Vang velsagtens har serveret for sin syge mand. Ovenpå osten har hun endda været kreativ og lavet hjerter i marmelade.
Men det er ikke bare mad og kaffe, Mascha Vang forsøger at helbrede sin mand med:
- Jeg har givet ham lidt blandet fra amerikaner-skuffen, skriver Mascha Vang, som har lagt en helt masse forskelligt amerikansk medicin frem på et billede.
Ud fra billedet af medicinen lader det til, at Troels skulle være dækket godt ind - der er både noget mod hoste, søvnbesvær og muskelsmerter.
Mascha Vang afslutter teksten om sin syge mand med en kæk bemærkning:
- Som den gifte kvinde jeg er, har jeg googlet: Tjenestemandspension til enke ved død. Ved ikke, om han bør være mest bange for mig eller "the flu", men det vil være rart for alle, hvis han blev rask og kom på arbejde igen meget, meget hurtigt!