Master Fatman holder bryllup i Mozambique
Det nygifte par mødte hinanden sidste år på Roskilde Festival og blev gift 29. marts i år på Københavns Rådhus.
Ifølge Ekstra Bladet har parret planer om kæmpe fester til efteråret for at fejre deres kærlighed.
- Jeg har skudt en tretrinsraket i gang. Den civile del, hvor vi bare var de nærmeste. Den store bryllupsfest bliver til august. Og den helt store fest bliver i Mozambique til oktober, hvor der kommer over 500 gæster. Min kone har over 400 familiemedlemmer, så jeg har ikke råd til at flyve dem til Danmark, siger Master Fatman til Ekstra Bladet, der egentlig hedder Morten Lindberg og siden brylluppet Morten Mabunda Lindberg.
Til spørgsmålet, om parret skal have børn, siger Morten:
- Ja, er du sindssyg. Masser. Det er vigtigt, at vi sætter masser af børn i verden. De tænker på en ny måde og kommer med masser af nye ideer.