Mayianne Dinesen takker numerologi for sin succes
Mayianne Dinesen har i dag stor succes med programmet 'Model på 1 dag', men i 2001 følte den smukke værtinde, at hendes liv var gået i stå. Derfor ledte hun med lys og lygte efter noget, der kunne kickstarte hendes hverdag - og hun fandt løsningen i numerologi.
"Jeg kunne simpelthen ikke få noget til at fungere. Jeg talte med flere, som havde prøvet at gå til en numerolog. De sagde 'Prøv det!'. Så jeg tænkte, at det kunne da ikke skade," fortæller Mayianne Dinesen, der oplevede, at hun tre måneder efter besøget hos numerologen var på rette spor, til B.T..
"Jeg fandt et skønt sted at bo, pengene kom pludselig ad omveje til mig, jeg fandt et nyt job og fik en sød kæreste, som hjalp mig videre," husker en glad Mayianne i avisen: "Jeg kan ikke sige entydigt, at det var numerologien, der hjalp mig videre. Men jeg besluttede mig i hvert fald for at gøre noget ved mit liv. Jeg havde brug for at tro på noget."