Michala Kjær: Remee gør mig lykkelig
- Jeg er lykkelig. Har det bare rigtig, rigtig godt og er glad hele tiden. Man kan ikke være andet end lykkelig på grund af omstændighederne med Remee og på grund af livet i Cannes. Jeg har det godt i mit indre. I mit hjerte. Alt fungerer omkring mig. Jeg har det godt med min familie, med mine venner og med alle andre mennesker omkring mig. Det gør mig til en bedre person. I forbindelse med opholdet i Cannes, så har min veninde Christina, som jeg deler lejlighed med, spillet en stor rolle for mig. Jeg synes også, at Remee er med til at gøre mig til et bedre menneske. Bare ved at vi er sammen, fortæller Michala, hvis ansigt lyser op, da Remees navn glider over hendes læber.
Janni og Christian Kjærs datter lægger dog ikke skjul på, at opmærksomheden på hendes nye kærlighed kom bag på hende.
- Jeg blev noget overrasket og havde svært ved at forstå interessen, og jeg ville egentlig slet ikke kommentere det. Jeg har ikke været særlig meget fremme i mediebilledet. Helt bevidst. Jeg har altid holdt lav profil, fordi jeg ikke har haft noget at sige. Jeg har ikke haft noget på hjerte. Intet budskab. Jeg er jo dybest set bare kendt som mine forældres datter og ellers ikke for noget. Jeg er kendt for en formue, som min familie besidder, og kendt for min mors navn og for Simon Spies' navn. Jeg er ikke som selvstændigt individ kendt for noget. Det bliver jeg måske en dag, men indtil da vil jeg helst leve lidt tilbagetrukket. At det er lykkedes at gemme mig for offentligheden indtil videre, er meget min mors og min fars skyld. De har opdraget mig til at være diskret. De har beskyttet mig, og det har jeg været glad for, siger Michala.