19. mar. 2008
Af af Signe Ravn

Minghella er død

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/kendte/nyheder/dodsfald/minghella.jpg
Knap er årets Oscar-uddeling overstået, før et nyt stort navn er føjet til næste års In memoriam-liste. Instruktøren af Den engelske patient, Anthony Minghella, er død. Han blev 54 år.

Instruktøren Anthony Minghella er død kun 54 år gammel. Den triste nyhed kom frem i går tirsdag. Instruktøren døde af en blodprop under en rutineoperation i London.

Flere store Hollywood-stjerner har allerede udtrykt deres sorg. Nicole Kidman lod gennem sin talsperson vide, at hun var knust over Minghellas død og kaldte ham "en gave til verden".

Også Jude Law, der har arbejdet med instruktøren på tre film, offentliggjorde en udtalelse, hvor han forklarede, at han efterhånden mere så Minghella som en ven end som instruktør:

"Han gjorde det sjovt at arbejde."

Skuespilleren Kevin Spacey sagde det meget rammende:

"Han var en af de store. Alle, der ved noget om historiefortælling, ved, at han havde meget mere at give. Han var en stor mand og en god ven."

Minghella har stået bag store kommercielle såvel som kunstneriske succeser, heriblandt Den engelske patient, The Talented Mr. Ripley og Cold Mountain.

Minghella efterlader sig sin kone, Carolyn Choa, sønnen Max og datteren Hannah.

Læs mere om: