20 år efter Popstars: Jon Nørgaard med i Melodi Grand Prix
I 2002 vandt Jon Nørgaard TV 2's musikkonkurrence "Popstars", og i tiden efter var han kæmpestor med nummeret "Right here next to you".
Siden er der løbet meget vand i åen.
Han har udgivet musik sporadisk siden, og nu dukker han op et overraskende sted - nemlig i en anden musikkonkurrence: dansk Melodi Grand Prix på DR.
Jon Nørgaard er en god mentor
Han skal dog ikke selv stå på scenen, når det hele løber af stablen 5. marts.
Han har været med til at skrive sangen "Hallelujah", der bliver sunget af gruppen Conf3ssions.
- Han er en god mentor, har nogle gode råd og en masse i bagagen, som vi kan bruge, fortæller medlemmerne af gruppen på et pressemøde afholdt af DR.
Jon Nørgaard, der i dag er 36 år, skal ved dansk Melodi Grand Prix konkurrere mod Remee, der i sin tid skrev sange til Jon.
Remee deltager i konkurrencen som sangskriver.
Han har sammen med blandt andre Chief1 skrevet pigegruppen REDDI's sang "The Show".