Anders Frandsens bristede drømme
Da Anders Frandsen vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1991 med sangen "Lige der hvor hjertet slår", åbnede der sig en verden af glamour og glimmer. Desværre varede det ikke ved.
Således fortæller vennen, Anders Bircow, hvordan de to, i et forsøg på at skabe et underholdningsshow sammen, blev afvist af branchen.
- Lige efter han var kommet hjem fra Thailand, prøvede vi at stable et show på benene, fortæller Bircow til B.T.
- "2xAnders" skulle det hedde. Det var en gammel idé, vi tog op igen. Ikke noget stort og prætentiøst, men vi ville finde et sted til et sommershow, hvor vi kunne underholde.
Anders Frandsen havde kort forinden bosat sig i Thailand, hvor han for en tid havde vendt skuffelserne i Danmark ryggen. Med sin tilbagekomst i Danmark, lå der måske et comeback og ventede.
- Men som kunstner står man jo med hatten i hånden og er afhængig af, at der er nogen, der vil have én. Men der var ikke nogen, der ville have os, fortæller Anders Bircow om deres kulsejlede projekt, der muligvis fik Anders Frandsen til at vælge rampelyset helt fra, skriver B.T.
Efter Grand Prixet i 1991 var Anders Frandsen et kendt ansigt i Danmark, en status han benyttede til at blive TV-vært blandt andet på programmerne "Stjerneskud" og "Knald eller fald".
Den 51-årige musiker blev fundet død af venner, om aftenen 1. januar.