Ann-Mette Elten og Niels: Altid hjem til Aarhus
- Vi tager helst hjem til Aarhus, når vi har været ude at optræde. Det er altid rart, når vi om natten nærmer os byskiltet, eller når vi kommer sejlende med færgen og kan se byens lys. Er vi langt væk, og det bliver sent, kan vi godt tage en overnatning, men det sker sjældent.
Selv om Ann-Mette Elten, 54, egentlig er fra Aalborg, så er Aarhus hendes by, og det samme gælder for gemalen, Niels Kirkegaard, 55, der helt præcist stammer fra Aabyhøj.
- Ligesom Anne Linnet og Tina Dickow nævner Niels forsigtigt for at understrege den aarhusianske forstads betydning for dansk musikliv.
Musikken bragte Ann-Mette og Niels sammen, og navnet På Slaget 12 kom til verden som en direkte oversættelse af det rockede nummer "Midnight Hour" med Ike og Tina Turner. Dengang tilbage i 80'erne var det nødvendigt at have lavet en plade for at få nogle job. Først i andet forsøg kom sangen "Hjem til Århus" med, og så var På Slaget 12 pludselig berømte. Sangen "Hjem til Århus" skrev Niels sammen med Folmer Jepsen, der siden har skrevet flere af gruppens hits og nu er direktør for Aarhus Festuge.
Det blev et vendepunkt
- Vi fik ideen fra USA, hvor de fleste byer har en sang om at længes hjem. Vi syntes ikke, der var nok rock i den, og derfor kom den først med på vores anden plade. Pludselig kunne vi høre, at folk både nynnede og sang "Hjem til Århus", husker Ann-Mette og Niels om den spæde start, der pludselig vendte op og ned på alting.
- Den sang blev et vendepunkt, men vi vidste stadigvæk ikke, om vi bare var en døgnflue, fortæller Ann-Mette og nævner som eksempel, at hun først frameldte sig sine universitetsstudier i dansk og kristendomskundskab først i 90'erne. Indtil da var den sikre vej et job som gymnasielærer.
- På det tidspunkt var vi sikre på, at publikum forbandt os med andre sange og musik end "Hjem til Århus", fortæller Niels, der er uddannet typograf.
25 års jubilæum
I løbet af de første 25 år er det blevet til 12 album, og Ann-Mette har lavet fem solo-plader, hvor hun blandt andet har indsunget sange af Anne Linnet, Kai Normann Andersen og salmer til nutidens rytmer.
Undervejs er det syngende ægtepar også blevet forældre til sønnerne Kristian og Oscar, der nu er henholdsvis 23 og 17 år gamle. Først for 11 år siden blev de gift på rådhuset i Aarhus.
- Det var vist mest for at få styr på juraen, erkender parret, der mest er til storbyferie.
- Jeg kan nemlig ikke svømme, afslører Ann-Mette og håber på, at hun og Niels kan flyde ovenpå masser af år endnu med deres musik fra smilets by.