Anne Linnet jubler over tvillinger
Det er ikke børn, der er mangel på i Anne Linnets store familie, men det gør ikke begejstringen mindre hos mor Anne, der i mandags blev mormor til tvillinger (se billedet nedenfor).
Det er Anne Linnets ældste datter Evamaria, som hun har fra ægteskabet med den nu afdøde jazzmusiker Holger Laumann, der er blevet mor til to velskabte små.
- Jeg er bare den lykkeligste mormor! jubler Anne Linnet på sin Facebook og kan fortælle, at de to små drenge Angus og Vincent har det godt.
- Alt gik så fint. Både de og Evamaria har det supergodt. Jeg er SÅ glad, skriver den nybagte tvillinge-mormor.
Anne Linnet har selv Marcus Laumann og Evamaria Laumann fra sit første ægteskab, samt Peter og Maria Linnet, som hun har adopteret fra Rumænien, sønnen Xander, som hun har med Mads Buhl, samt Isolde Elisabeth og Nemo Franck Linnet, som hun har med sin unge hustru Tessa Franck.