Bryan Rice udvider familien: Se de søde billeder
Bryan Rice og hans mand, Mads Enggaard, har sammen datteren Liv, der her til juli fylder otte år.
I foråret udvidede de familien med den skønne goldendoodle-hvalp Rita.
– Vi arbejder i skiftehold, min mand og jeg – det er ligesom at få en baby. Hun er så lille stadig. Men hun er SÅ sød, fortæller Bryan Rice, der netop er fyldt 46 år.
– Vi bor i et byhus på Amager med glatte trapper, så vi kommer til at bære hende imellem etagerne. Men vi har et dejligt sommerhus ved Slagelse i ét plan, og der flytter vi ned over sommeren – og jeg glæder mig til, at hun bare skal løbe rundt. Så kan jeg bare åbne døren, og hun kan løbe ud i haven, siger han.
Datter tager ansvar
At få en hund ind i familien har virkelig gjort noget ved Liv.
– Jeg kan selv huske det at have ansvar for dyr – vi havde hunde, katte, guldfisk, kaniner og fugl, da jeg var barn. Og jeg havde glemt, hvor vigtigt det er: Allerede den første uge kunne jeg se på Liv, hvordan hun steppede op. Hun fik ansvaret for noget. Så noget af det, hun ellers ville udfordre os med, det lægger hun til side, for nu har hun ansvaret! Og hun går tur med Rita og fodrer hende og er meget omsorgsfuld over for hende. Og det er fedt at se! siger musikeren stolt.
Øverst i artiklen kan du se alle de søde billeder af Rita.