Dansktopstjernen Ulla Pia er død
I marts blev dansktopsangerinden Ulla Pia ramt af kræft, og nu er hun ikke længere.
Hun døde den 22. august. Det fremgår af CPR-registret, skriver Se og Hør.
Ulla Pia, som er kendt for blandt andet ”Flower Power tøj” og ”Karina”, blev 75 år gammel.
Fik opfyldt sit store ønske
Da hun tidligere på året fik beskeden om sin sygdom, besluttede hun, at hun ville nå at opleve sit barnebarn blive student. Ulla Pia fik opfyldt sit store ønske.
- Min datter, Melina, blev student den 8. juni, og min mor har hele tiden haft den dato som et pejlemærke, fordi det var hendes store ønske at opleve Melina få studentereksamen. Så min mor har simpelthen kæmpet for at holde sig i live, fortalte datteren Karina Pia til Se og Hør tidligere på sommeren.
Ulla Pia boede på et plejecenter i Nærum nær sin datter og børnebørn før sin død.