26. maj. 2015
Af Juliane Olsen
Dario Campeotto opereret i hjertet
Skuespiller og sanger Dario Campeotto har fået indopereret en pacemaker efter flere svimmelhedsanfald.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Sanger og skuespiller Dario Campeotto har fået indopereret en pacemaker efter flere ildebefindende.
Den 76-årige sanger og skuespiller Dario Campeotto har de sidste par uger oplevet at få flere anfald af svimmelhed, og i weekenden blev det så grelt, at han måtte indlægges på Bispebjerg Hospital i København.
Undersøgelser viste her, at hans hjerterytme er for langsom, og derfor skulle Dario Campeotto have indopereret en pacemaker.
- Jeg er kommet hjem igen og har det efter omstændighederne godt. Det er kroppen, der fortæller mig, at jeg har kørt alt for hårdt, siger skuespilleren til Her & Nu.
Dario Campeotto har nu fået besked på at hvile sig de næste ti dage, og derfor beder han medierne om at respektere hans og hans families ønske om fred og ro.
LÆS MERE: Lis Sørensen fik restaurant-tip af Dario Campeotto