Dorthe Kollo jubler: Skal være oldemor og mormor
Dorthe Kollo, 77, har gennem årene braget igennem med store dansktop- og schlagerhits, og selvom hendes hjerte banker for musikken, er det familien, der får hjertet til at slå lidt hurtigere.
Inden længe bliver sangstjernen oldemor for allerførste gang, når hendes barnebarn Marlon bliver far.
Det har Dorthe Kollos datter Nathalie, som dermed bliver farmor for første gang, bekræftet over for BILLED-BLADET.
Til SE og HØR fortæller Dorthe Kollo om familieforøgelsen, som finder sted til december.
– Det er ikke til at fatte, at jeg bliver oldemor. Men det er vidunderligt, siger Dorthe Kollo til mediet, som også kan berette, at hitmageren også bliver mormor igen.
Til SE og HØR fortæller Dorthe Kollo, at datteren Jil venter en lille pige til marts. Jil har i forvejen sønnen Atlas, som i sommer var med til at fejre mormors fødselsdag i København.