En måned efter sønnens tragiske død: Nu sætter Thomas Helmig ord på
Godt fire uger er gået siden kendisparret Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen mistede deres søn, Hugo Helmig, der blev kun 24 år.
Thomas Helmig vil se fremad
Nu sætter Thomas Helmig for første gang ord på sønnens død i et rørende opslag på Instagram til sine knap 100.000 følgere.
- Jeg vil benytte dagen i dag til at takke alle for den fudstændigt overvældende medfølelse og støtte som min familie og jeg har fået fra jer i den her svære tid. Når sorgen pludselig er blevet et livsvilkår betyder det utroligt meget. Hugo og mig delte en kæmpe kærlighed til musik og vi delte en dyb respekt for alt det musikken kan.
Den rigtige sang på det rigtige tidspunkt kan bringe tårer, glæde, sorg, oprør, minder og den kan bringe en følelse af, at man bliver genkendt og set. Så selv midt i den sorg jeg står i nu, vil jeg se frem til mine koncerter næste år hvor jeg vil hylde musikken, fællesskabet, kærligheden og ja, livet.
Glædelig jul til ALLE.
Thomas", lyder de rørende ord i opslaget, der er fulgt af et hjerte.
Hylder musik, fællesskab og kærlighed
Thomas Helmig spiller således både koncerter i Royal Arena 25. marts, i Ceres Arena 31. marts og en totalt udsolgt koncert i hjembyen Aarhus 1. april.
Derudover er han og bandet aktuel i TV 2-dokumentaren "Thomas Helmig på hjemmebane", der vises på TV 2 tirsdag kl. 20.50.