Endelig afsløret: Drew Sycamore åbner Roskilde Festivals Orange Scene
Det bliver Drew Sycamore, der åbner ballet på Orange Scene, når Roskilde Festival vender tilbage til sommer.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Drew Sycamore er blandt andet kendt for hits som ”I Wanna Be Dancing”, ”45 Fahrenheit Girl” og ”Perfect Disaster”.
Hun modtog i efteråret den prestigefulde P3 Prisen. Og ved Danish Music Awards vandt hun både i kategorien årets solist og årets radiohit for hittet ”45 Fahrenheit Girl”.
Og nu skyder hun altså festen i gang, når Dyrskuepladsen åbner til den halvtredsindstyvende omgang Roskilde Festival.
For Drew Sycamore er det en kæmpe ære at åbne landets mest ikoniske koncertscene:
- Roskilde Festival er ikonisk og rummer så meget musik og kultur, som vi alle sammen har savnet, og jeg får æren af at åbne ballet. Den får én over nakken, og jeg kommer og synger for livet – og endelig kan jeg hive min orange telecaster frem på Orange Scene. Det er sgu da smukt, udtaler hun i en pressemeddelelse fra festivalen.
Grundet pandemien er det 3 år siden, at Roskilde Festival sidst blev afholdt, og der er derfor lagt op til en kæmpe festivalfest.