Fyr og Flamme har prøvet før: Derfor kom vi ikke med i Grand Prix
Samarbejdet mellem Jesper Groth og Laurits Emmanuel begyndte for en håndfuld år siden, da Jesper Groth gik på Teaterskolen, mens Laurits Emmanuel gik på konservatoriet.
De fandt en fælles glæde ved nostalgisk musik, og det er måske årsagen til, at Fyr og Flammes musik sender mange tilbage til 80’erne.
Nu skal den dynamiske duo deltage i Dansk Melodi Grand Prix, men de har før fået afslag.
Hjalp os på vej
For tre år siden sendte Fyr og Flamme, da de var helt ukendte, en sang ind til Dansk Melodi Grand Prix, som desværre ikke blev valgt til at deltage.
Anderledes er det nu, hvor sangen ”Øve os på hinanden” er en af de otte sange, der kan ende som vindersang. Årsagerne til deres sang nu er med er blandt andet, at de har fået en pladekontrakt.
- For det første har vi et pladeselskab i ryggen nu, og man må jo nok sande, at det ikke er som en gammel amerikansk film, hvor man kommer ind og klasker en LP op på skrivebordet hos ham, der bestemmer med en cigar. Nu er vi inde i musikverdenen, og det har hjulpet os på vej, siger Jesper Groth.
Blevet bedre
Men det handler også om, at Fyr og Flamme er blevet bedre musikere.
- Det er tre år siden, og vi er altså blevet tre år bedre. Folk var måske også lidt i tvivl om, om det var for sjovt eller ej, og der ville den sang nok heller ikke være en undtagelse, så det kan også være, at dem der har modtaget den i sin tid, har været i tvivl på samme måde. Det kan være, at den ville passe som fod i hose nu, siger Laurits Emmanuel.
Duoen Fyr og Flamme går altså på scenen ved Dansk Melodi Grand Prix lørdag den 6. marts i håb om, at de kan blive kåret til ”vores sang”, der skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Rotterdam.